Sådan renoverer vi kloakkerne (strømpeforing)
De frederiksbergske hovedkloakker er i god stand: 80 % er blevet foret indvendigt med et lag modstandsdygtigt plastik, og den glatte overflade gør livet surt for rotter og forhindrer aflejringer.
Effekten er den samme: Al vandet når frem til renseanlægget, uden at det siver ned til grundvandet.
Sådan bliver kloakrør renoveret - både hovedkloakledninger mindre end 1,2 meter og de små stikledninger:
- Vi renser ledningerne med en højtryksrenser, og så laver vi en TV-inspektion for at tjekke tilstanden.
- Hvis det er en hovedledning, skal vi have adgang via brønde i vejen. Arbejdsområdet med bl.a. en lastbil strækker sig over ca. 20 meter – og nogle gange længere. Vi holder i vejkanten eller midt i vejen.
- Hvis det er en stikledning ind til en ejendom, skal vi normalt have adgang via brønde i vejen eller via samlebrønde ved husene - nogle gange i kundens have.
- Vi indfører en blød fiberstrømpe imprægneret med flydende polyester i den eksisterende kloakledning. Bagefter hærdes den med UV-lys, LED-lys, damp eller varmt vand afhængigt af det anvendte produkt.
- Til sidst spuler vi og udfører en sidste TV-inspektion for at sikre, at alt er, som det skal være. Her holder vi også ude på vejen.
- Hvis det er en meget trafikeret vej, så arbejder vi ofte om natten for at forstyrre mindst muligt.
- En foring forventes at kunne holde i 50-100 år. Vores ældste foringer er fra 1986.
- Eksterne entreprenører udfører typisk arbejdet.