Græsrodssamarbejder
Det bæredygtige Forsamlingshus
Det Bæredygtige Forsamlingshus er en nonprofit organisation, der inspirerer borgerne på Frederiksberg til at leve en mere bæredygtig hverdag. Det gør de bl.a. gennem events, workshops og debatter i samarbejde med en række lokale interessenter. Vi støtter op om og samarbejder med DBF, fx deres indsats for at danne beboernetværk i boligforeninger med fokus på LAR-projekter og i deres arbejde med beboerhaver på Hospitalsgrunden – et stort projekt, der favner biodiversitet, grønnere by, borgerinddragelse og vandgenanvendelse.
Dråben i Havet
Den frivillige organisation Dråben i Havet har til formål at fjerne henkastet affald på Frederiksberg. Budskabet er ”Pas på kloakkerne – havet starter ved risten”, og det budskab kommer ud via skraldeture, foredrag samt nursing af næsten 100 ristpassere på Frederiksberg. Ristpasserordningen går ud på, at borgere tager ansvar for at holde nogle bestemte vejbrønds-riste fri for affald – typisk de riste, der er placeret tæt på, hvor de bor – til fordel for byen og miljøet. Vi støtter op om og samarbejder med Dråben i Havet om at udbrede ristpasserordningen og budskabet ”Pas på kloakkerne – havet starter ved risten”
Omklædt
Det lokale bæredygtige initiativ Omklædt arbejder for genbrug af tekstiler for at afhjælpe verdens massive tøjspild. Omklædt upcycler vores brugte arbejdstøj til fantastiske nye produkter. Vi har fx fået lavet 150 par vandværksfutter, der i første omgang anvendes af alle vores tusindvis af besøgende skolebørn i stedet for blå engangsplastfutter. De grønne futter er både smarte, genanvendelige og holdbare og et godt eksempel på et samarbejde med bæredygtig gevinst, når vi køber de nye produkter lavet af vores eget "affald".
Kun fantasien sætter grænser
Som forsyningsselskab har vi andre restprodukter end brugt arbejdstøj, og det betaler vi ofte penge for at komme af med. Vi arbejder derfor på at finde gode bæredygtige løsninger og samarbejdsaftaler, hvor vores restprodukter kan indgå som nyttige ressourcer, så det ikke bare bortskaffes som affald.
Mulighederne er mange, og nogle af de lidt sjovere eksempler er, når Omklædt anvender vores okkerslam fra vandbehandlingen til tekstilfarvning, eller når de anvender vores kalkpellets - et restprodukt fra blødgøringsprocessen - til fyldmateriale i fx dørstoppersække.
Netop vores restprodukt af kalkpellets er der flere, der har fundet anvendelse for - Den Blå Planet eksperimenterer med kalkpellets som akvariebundsand, og arkitektgruppen Kalk-kin har fundet på at bygge revmoduler, der kan sænkes ned på havbunden og fungere som beboelse for planter og dyr, der er heldigvis masser af kreative ideer.
Insekthotel ved Det Bæredygtige Forsamlingshus
Smarte genbrugsfutter til Gul Zone i vandværket