Skip til indhold
arrow_drop_down_circle

Nyheder



Forsyninger og brancheforeninger går sammen om udvikling af fælles metode og værktøj til beregning af CO2-aftryk i livcyklusperspektiv

Brancheforeningen Danva har på vegne af det nyoprettede partnerskab ForsyningsLCA udsendt nedenstående pressemeddelelse. Partnerskabet, som vi er en del af, skal udarbejde fælles værktøjer til at dokumentere de involverede forsyningsselskabers påvirkning af miljø og klima:

"Forsyninger og brancheforeninger går sammen om udvikling af fælles metode og værktøj til beregning af CO2-aftryk i livcyklusperspektiv

Aarhus Vand, Fors, Frederiksberg Forsyning, HOFOR, Klar Forsyning, Lemvig Vand, Novafos, VandCenter Syd samt DANVA og Dansk Fjernvarme indgår strategisk partnerskab for at udvikle et fælles værktøj til at opgøre og dokumentere miljø- og klimapåvirkningen i hele forsyningskæden

Den hastigt accelererende klimakrise og de store problemer med havmiljøet og biodiversitetskrisen er blot nogle af de store udfordringer, vi som samfund står over for. De danske forsyningsselskaber yder hver dag et stort bidrag til en bæredygtig fremtid, men sektorerne kan, som alle andre, forstærke indsatsen. I et nyt strategisk partnerskab, ForsyningsLCA, der skal udvikle metode og værktøjer til at opgøre og dokumentere bl.a. CO2-udledninger og ressourceforbrug fra anlægsprojekter i forsyningssektoren i et livcyklusperspektiv, tager vand- og fjernvarmesektoren nu et stort skridt. Det sker ved at styrke egne indsatser og ved at påvirke leverandører i værdikæden til at leve op til globale miljø- og klimamål.

LCA som redskab i forsyningssektoren
Der findes allerede en national model til at opgøre CO2-udledningerne fra vand- og spildevandsselskabernes drift, men nye opgørelser viser store udledninger og påvirkninger af ressourceforbruget i sektoren fra bygge- og anlægsaktiviteter. Derfor efterspørger branchen nye modeller til også at kunne opgøre påvirkningen ved disse aktiviteter.

Et stærkt redskab er en såkaldt livcyklusvurdering (LCA), og en række forsyningsselskaber og brancheforeninger er nu gået sammen i et partnerskab, hvor målet er at udvikle en LCA-model, som kan bruges på tværs af forsyningssektorer.

HOFOR har projektledelsen for ForsyningsLCA. Marianne Jeppesen, Områdechef for Forsyningsstrategi Vand/spild i HOFOR, fortæller:

”Vi er i gang med at klimasikre vores byer, og det kan vi ikke uden at lave en lang række anlægsprojekter som så belaster klimaet. Vi har manglet et fælles sprog på tværs af branchen for at opgøre de konkrete miljø- og klimapåvirkninger, der er, når vi graver, støber beton og bruger stål til armering. Det fælles sprog får vi nu med ForsyningsLCA, og det vil give os bedre mulighed for at vælge løsninger, som belaster klimaet mindst muligt. Værktøjet vil også gøre det nemmere for alle forsyningsselskaber at rapportere miljø- og klimapåvirkninger til EU.”

Hos vandselskabernes brancheorganisation DANVA er projektet væsentligt for at forsyningsbranchen får et fælles og standardiseret værktøj til at dokumentere og reducere deres miljø- og klimapåvirkninger.  

“For DANVA er det vigtigt, at branchen står sammen om at møde fælles udfordringer. Med partnerprojektet tager vi endnu et kollektivt ryk på bæredygtighedsdagsordenen, og vi får udviklet et værktøj, der imødekommer behov på tværs af sektorer. Når vi undgår at bruge unødige ressourcer på at udvikle individuelle løsninger, er det med til at sikre, at forsyningerne forbliver effektive. Vi ser frem til arbejdet med at skabe en model, der er brugbar for alle uanset forsyningsart og -størrelse”, siger sekretariatschef Helle Katrine Andersen.

Hos fjernvarmeselskabernes brancheforening Dansk Fjernvarme, ser man frem til samarbejdet.

”Dansk Fjernvarme bakker op om et fælles værktøj til at lave livscyklusanalyser i anlægsprojekter. Det er ikke nok, at vi er grønne og bæredygtige i vores varmeproduktion. Det er vigtigt, at vi er det i alle led af forsyningskæden, herunder også når vi etablerer, driver og skal bortskaffe nedgravede ledningsanlæg,” siger chefkonsulent Jens Christian Nielsen.

Omsætter verdensmål til handling
Foruden projektets endemål om at udvikle en fælles model, baseret på fælles databaser og beregningsforudsætninger, skal partnerskabet understøtte videndeling og erfaringsudveksling om indsatser og projekter. Ifølge DANVAs survey fra 2022 arbejder 85% af de danske vandselskaber med FNs Verdensmål. Klima og bæredygtighed fylder i stadig højere grad på den politiske dagsorden. Men oversættelsen af verdensmålene til konkrete aktiviteter i dagligdagen giver udfordringer, ikke mindst i forhold til øget fokus på belastningen i hele forsyningskæden, hvor der er behov for konkret handling. Her kan ForsyningsLCA bidrage ved at omsætte ”bæredygtighed” til handling ved at etablere fælles tilgange til brug af livcyklusvurdering.

ForsyningsLCA starter med fjernvarme, vand og spildevand, men værktøjet kan på sigt også udvikles til andre forsyningsarter. ForsyningsLCA udvikles til branchen, og partnerskabet er derfor åbent for optag af flere partnere.

FAKTA

Partnerskabet vil:

  • udvikle en fælles metode til at opgøre miljø- og klimapåvirkninger fra anlægsprojekter i forsyningssektoren i et livcyklusperspektiv. Den første version af værktøjet udvikles til ledningsprojekter inden for vand, spildevand og fjernvarme
  • etablere fælles databaser, som kan indgå i værktøjet
  • etablere en governance omkring værktøjet, som sikrer at det løbende udvikles og opdateres ift. branchens behov.
  • etablere en ekspertgruppe bestående af bl.a. rådgivere og vidensinstitutioner der skal sikre at værktøjet udvikles i samarbejde med branchen.
  • lancere første version af ForsyningsLCA til brug for hele branchen ved udgangen af 2025.

Livscyklusvurdering kan anvendes til at kvantificere miljøpåvirkninger, herunder CO2-aftryk, i hele værdikæden og til at identificere de potentialer og handlemuligheder, der er for at reducere miljøpåvirkningen inden for områder som:

  • Klimapåvirkning
  • Forbrug af ressourcer
  • Næringsstofbelastning
  • samt andre miljøpåvirkningskategorier, som typisk inkluderes i livscyklusvurderinger

Partnerskabet består af:

DANVA, Dansk Fjernvarme, HOFOR (Projektleder), Lemvig Vand, Frederiksberg Forsyning, Aarhus Vand, Novafos, FORS, Klar Forsyning og VandCenter Syd.

Med ForsyningsLCA vil forsyningsselskaberne få bedre mulighed for at igangsætte indsatser og handlinger, der kan bidrage til at reducere negative miljøpåvirkninger fra bygge- og anlægsaktiviteter."

 

 

   

Publiceret: 09-11-2023