Skip til indhold
arrow_drop_down_circle

Nyheder



Vandværksarbejde betyder hårdere morgenvand til kunder omkring Hillerødgade

Der skal udføres reparationsarbejde på rentvandstankene på vandværket. Vi har fire tanke og arbejder på en tank ad gangen. Mens arbejdet står på, er denne tank tømt og ude af drift. Arbejdet tager tid, og vi forventer først at have alle fire tanke i drift til sommer.

Med tre tanke i drift skal vi hente supplerende vand udefra for at levere den sædvanlige mængde vand.  Vi henter det ind i Frederiksbergs ledningsnet fra en trykforøgerstation på Hillerødgade. Det gør vi i tidsrummet fra kl. 6.00 til kl. 11.00. Det sker dagligt, indtil arbejdet er slut.

Da det vand, vi supplerer med, mens arbejdet står på, er hårdt, betyder det, at kunder i området omkring Hillerødgade-stationen modtager hårdere vand end normalt i disse timer.

Det er det aktuelle forbrug, som bestemmer hvor og hvordan det hårde vand spredes i ledningsnettet og hvordan det er blandes med blødere vand fra andre dele af nettet. Da det kun er en kortere periode i løbet af dagen, hvor forbruget normalt er ganske lavt, er det ikke nødvendigt at justere på sine hårde hvidevarer, fx vaskemaskine.

   

Publiceret: 28-11-2023