Godt forberedt - hvis forsyningen svigter?
Som forsyningsselskab af vand, varme, gas og spildevandsafledning er vi forpligtet til at levere, og vi har altid haft forsyningssikkerhed som førsteprioritet. Udefrakommende faktorer, fx strømsvigt, kan udfordre forsyningssikkerheden.
Drikkevand
Klar dig selv i 3 døgn -
Frederiksberg Forsynings postevand er af høj kvalitet, og du kan roligt opbevare det. Vi anbefaler, at du følger Miljøstyrelsens råd. Det vil sige, at du skal gøre følgende:
- Lad vandet løbe til det bliver koldt, inden du tapper
- Brug en beholder godkendt til opbevaring af fødevarer
- Følg vejledningen om rengøring af den beholder du bruger
- Opbevar vandet mørkt og køligt
Så kan vandet holde sig mange måneder. Du kan udskifte det efter behov og bruge vandet til at vande blomster med eller skylle ud i toilettet.
At opbevare postevand i stedet for flaskevand er et billigere og mindre miljøbelastende alternativ. Og du kender produktionstidspunktet, som er den dag, du tapper det. Du skal beregne minimum 3 liter pr. person pr. dag.
Frederiksberg Forsyning er ISO-certificeret på drikkevand, og det medfører, at vi behandler drikkevandet efter samme skrappe krav, som man stiller til fødevareindustrien.
Spildevand
Kloaksystemet leder spildevandet væk uden brug af pumper – i hvert fald inden for kommunegrænsen, fordi Frederiksberg ligger højt. Så længe, der er vand i cisternen, kan man derfor fortsætte med at bruge toilettet. Virker toilettet ikke, kan et hul i jorden også bruges, og bor man i lejlighed, kan man bruge plastposer i toilettet, og skaffe dem forsvarligt af vejen som bleer med restaffald.
Fjernvarme
Stort set alle varmekilder er afhængige af elforsyning, for eksempel til drift af cirkulationspumper. Svigter elforsyningen, mens det er koldt udenfor, så er det bedste råd at finde det varme tøj, tæpper og dyner frem.
Bygas
Dit gaskomfur virker stadig, selv om der er strømnedbrud. I stedet for en eventuel elektrisk gnisttænding kan du bruge tændstikker eller lighter til at få ild i komfuret.
- se myndighedernes samlede anbefalinger på Beredskabsstyrelsens hjemmeside Forberedt på kriser (brs.dk)